Så er byggeprogrammet godkendt!
En tilfreds styregruppe for Nyt SUND godkendte den 16. januar byggeprojektets byggeprogram. SDUs medlemmer af styregruppen er rektor Jens Oddershede, dekan Ole Skøtt og direktør Jacob Schmidt.
Imødekommende og inspirerende samarbejde om forskning og uddannelse
Byggeprogrammet beskriver overordnet et projekt, hvor Nyt SUND-bygningen er et effektivt bindeled mellem SDU og Nyt OUH, og hvor bygningen er placeret i naturlig sammenhæng med smuk, fredet natur. Nyt SUND er et attraktivt samlingspunkt for forskning og uddannelse, hvor studerende, medarbejdere og samarbejdspartnere trives og inspireres, og hvor viden og nye anvendelser af viden genereres og udvikles. Ligesom det beskriver et Nyt SUND, der understøtter og optimerer SUND’s kerneopgaver gennem øget tilgængelighed mellem fakultetets faglige områder og til det øvrige SDU og OUH.
I forbindelse med byggeprogrammet har der været en omfattende brugerdeltagelse, hvor de enkelte enheder har beskrevet nødvendige rum og krav til disse. Det er disse brikker, som i den kommende dispositionsfase skal placeres hensigtsmæssigt i forhold til hinanden, resten af SDU og Nyt OUH.
Ændringer siden konkurrencen
Der er siden konkurrenceprojektet sket flere væsentlige ændringer. For eksempel er biobanken flyttet fra kælderen syd for Killerup Rende til at ligge på jorden nord for Killerup Rende, hvor den ikke vil være i risikozonen ved et voldsomt regnskyl. Ligeledes er tunnelforbindelse under Killerup Rende opgivet til fordel for en styrke sammenhæng mellem SDU og Nyt OUH over jorden.
Endelig indeholder byggeprogrammet nye arealer i forhold til konkurrenceprogrammet. Det er 1500 m2 i Institut for Psykologi samt 140 m2 i Biomedicinsk Laboratorium til Det Tekniske Fakultets satsning på robotkirurgi.
Efter at byggeprogrammet er sendt til styregruppens godkendelse, er det kommet en yderligere udvidelse af Nyt SUND med arealer til forskningsvækst, afdelingen for anatomi samt et mindre ekstra areal til færdighedslaboratoriet. Disse bliver nu projekteret i tillæg til det godkendte byggeprogram.
Disser nye arealer vil selvfølgelig udfordre det første forslag til en overordnet fordeling af Nyt SUNDs arealer, som kan ses på siderne 88-91 i byggeprogrammet. Disse tegninger er derfor at tænke som modeltegninger, der viser, at arealet kan indeholdes i byggefeltet.
Samtidig vil et nyt forslag til et nyt teknisk paradigme, der kan optimere husets funktion og fleksibilitet blive endevendt i den næste tid i forhold til planlægge det bedst mulige Nyt SUND.
Næste fase
Det bliver særdeles spændende at følge projektet i den næste dispositionsfase, hvor byggeriets konturer bliver mere tydelige og konkrete. Igen er brugerdeltagelsen afgørende for, at SUND får planlagt og bygget det rigtige hus, der kan understøttes kerneopgaverne forskning og uddannelse. Også den kommende fase vil kunne følges her på Nybygsdu.dk.
Læs det godkendte byggeprogram